Da jeg i sin tid besluttede at kaste mig hovedkulds ud i naturismen, var det ikke uden en god portion ærefrygt. Forinden havde min daværende kæreste og jeg talt meget om, at vi begge var blufærdige og havde visse komplekser forbundet med hver vores egen krop. Så det forslag, fra min side om at deltage i en sommerlejr for unge naturister, der blev stillet på en så tilpas tvetydig måde, at jeg efterfølgende KUNNE have sagt: “Ej, det var bare for sjov!” viste sig at blive modtaget, som det rent faktisk var tiltænkt – nemlig med oprigtig bekræftelse.
I fællesskab researchede vi på fænomenet og helt konkret på den sommerlejr, som vi endte med at melde os til. Nu lyder det, som om det var en vifte af muligheder – det var der imidlertid ikke. Vi fandt frem til én sommerlejr for unge mennesker, hvor den nøgne krop var fællesnævneren. Og den glædede vi os så vil at deltage i. Det var 7 dage i en spejderhytte ugenert beliggende i de dejligste naturomgivelser og ned til en stor badevenlig sø: Skanderborg Sø.
Ved ankomst fandt vi ud af, at vi ikke var de eneste debutanter. Faktisk var det for størstedelen af deltagerne nyt at smide tøjet i selskab med andre, uden at sex skulle være en aktivitet. Så selv inden vi alle smed tøjet, lå blufærdigheden og genertheden som et tungt tæppe over hele flokken. Arrangørerne havde planlagt, at vi som en af flere indledende ryste sammen-aktiviteter skulle lave tøjkæde. En ret udbredt konkurrence, hvor det officielle formål er at konkurrere helt uskyldigt om at lave den længste række at klædningsstykker liggende på jorden, men hvor det underliggende mål er at give deltagerne en legitim grund til dels at smide tøjet og dels at se på andres halv- eller helnøgne kroppe. Tøjkæde tages i brug særligt som initieringsritual på rusture og ved studiestart, og der er stemningen præget af spørgsmål som ‘Hvor langt tør vi gå?’ og ‘Er der mon nogen, der smider alt?’. Situationen er imidlertid en anden, når man på en naturistlejr er kommet for netop at smide alt – og har betalt penge for det.
Alligevel spillede tøjkæde-indslaget en vigtig rolle, nemlig ved at skabe en situation, hvor det var legitimt at smide tøjet. Det blev dermed en initiering på en helt anden – men måske endnu vigtigere – måde. Det var her vi alle tog det første skridt ind i naturismen.
For de allerfleste vil det måske være grænseoverskridende alene at tænke på at smide tøjet i andre menneskers selskab. Vi gør det jo allerede i diverse omklædningsrum, men disse er kønsopdelte, og der skal vi jo heller ikke se fremmede mennesker i øjnene og være sammen i længere tid. På ungdomssommerlejren var begge køn repræsenterede og vi var alle unge (12 stk). Bevares – Jeg var blandt de ældste i en alder af 25. Så hormoner og ungdommelig kropsbevidsthed kunne let have forpurret alle planer om at nyde hinandens nøgne selskab uden seksuelle under- eller overtoner. Men det skete altså ikke.
Eller… for en stund efter den sidste del af brynjen i form af underbukser eller bh blev taget af døjede vi alle med en sær form for synsforstyrrelse, hvor det eneste symptom var, at vi ikke var i stand til at kigge i horisontal retning. I stedet kiggede vi alle nedad eller opad. Ikke ligeud. For kiggede vi ligeud risikerede vi at vore blikke ville trænge igennem en usynlig grænse og nå helt derind, hvor vi ville få øje på det allerhelligste – de private dele, som det normalt ikke var andre forundt at betragte. Heldigvis forsvandt synsforstyrrelsen som på magisk vis efter ca. 10-15 minutter, og vi kunne ånde lettet op – nu befriet for en tilstand, som vi ellers kun kunne frygte ville lægge en alvorlig dæmper på 7 dage i selskab med fremmede nøgne.
Hen over dagene, der gik i Skanderborg, blev det mere og mere naturligt bare at smide tøjet, når vejret tillod det – og det gjorde vejret faktisk det meste af tiden den sommer. Vi spillede spil, slikkede sol, lavede en svedehytte, badede i søen, lavede bål, og vi gjorde alle de ting, som man gør, når man skal få en dag til at fungere med madlavning, borddækning, af- og oprydning, brændehugning og den slags. Alt sammen i denne nye tilstand af helt naturlig afslappethed.
Sommeren 2006 står tilbage i min erindring som den første gang jeg kastede mig ud i naturismen. I og med det var ‘min første gang’, blev den også indlejret i kroppen som noget ganske særligt og mindeværdigt. Det var dér alle de sanselige indtryk imprægnerede min krop. Det var der, duften af spejderhytten og skoven satte sig fast. Det var der, særlige dele af min krop første gang stiftede bekendtskab med den varme sommerbrise og det milde søvand. Og så var det dér, at følelsen af total frihed i andre menneskers selskab for første gang skyllede enhver blufærdighed og usikkerhed over min egen krop helt væk for en stund.
Galleriet rummer billeder fra DUN Sommerlejr 2006 og 2007