Siden jeg begyndte at identificere mig selv som naturist i 2006, har jeg aldrig været bleg for at fortælle om mine oplevelser og betragtninger vedrørende nøgenhed og nudisme. Først gik det udover venner, familie og bekendte, og siden fik jeg lejlighed til også at pippe lidt gennem diverse medier. I naturistforeningen har jeg talt med forskellige mennesker, som tydeligt har kunne høre, at jeg havde noget på hjerte og ikke var bleg for at dele ud af det. Derfor er jeg ind imellem blevet henvist til, når foreningen er blevet kontaktet vedrørende interviews og lignende. Og jeg stiller som oftest meget gerne op, så længe jeg har en klar fornemmelse af, at der er tale om et seriøst medie.
Norsk avis på besøg
I 2009 var jeg endnu engang på ungdomssommerlejr i Skanderborg. Det år kom en journalist og en fotograf på besøg i nogle dage hele vejen fra den norske avis Dagbladet. Det var to vogn gutter, og de skulle skrive en artikel til weekendtillægget ‘Fredag’, og de var meget interesseret i at høre om unge danske naturister og deres forhold til nøgenheden. Der var helt generel opbakning blandt deltagerne på lejren til, at de to udsendte var med sammen med os – men under forudsætning af, at de også smed tøjet. Og det gjorde de så. Mens de var på lejren deltog de i alle praktiske gøremål, men når vi andre spillede spil og tog imod solens varme, gik de rundt og interviewede os enkeltvis og top billeder. Resultatet blev en 6 sider lang artikel og så et stort billede på forsiden af tillægget. Grænseoverskridende nøgenhed i en ny forstand.
Omtale af kalender
I 2010 besluttede jeg sammen med min gode ven Carsten Pedersen, at vi skulle lave en fotokalender for 2011 med 12 forskellige nøgenbilleder. Ikke eksotiske billeder – men heller ikke traditionelle naturistmotiver. Nogle af billederne havde vi i forvejen, og nogle skulle tages specifikt til kalenderen. Vi fik den samlet, trykt og gjort klar til salg. I mellemtiden havde diverse medier fået nys om kalenderen, og de kontaktede os. Jeg blev således interviewet live på P4 på en af de lokationer, hvor jeg havde taget et ad billederne. Og min kone – dengang kæreste – og jeg blev begge interviewet til Ugeavisen Odense i vores eget hjem. Resultaterne af disse interviews og altså de budskaber, der kom frem i den forbindelse, kan du høre og læse herunder.
Nøgen mand i femina
I efteråret 2011 meldte jeg mig under fanerne hos Femina. Opdraget var, at der skulle laves fire portrætter af mænd i forskellige aldre, og fokus skulle være disse fire mænds forhold til deres egen krop. Planen blev, at vi alle fire skulle mødes hos fotograf Claudi+Capion i København, hvor Ditte Capion skulle forevige os en ad gangen, mens en journalist fra bladet skulle interviewe os. Jeg glædede mig – mindst ligeså meget til at skulle besøge et stort og yderst professionelt fotostudie, som har lavet flotte billeder af masser af kendte og masser af både produktfotos, reklamefotos og alt muligt andet. Da dagen så endelig nærmede sig, var jeg blevet syg. Jeg kontaktede journalisten, og måtte beklage min nød. Hun ville lige vende tilbage med en løsning. Vi endte med at foretage interviewet pr telefon, og fotoportrættet måtte så tages en anden dag. Jeg tog til København ugen efter, men Ditte Capion kunne desværre ikke fotografere den dag, så det blev hendes professionelle partner Claudi Thyrrestrup i stedet. Til trods for, at jeg besværliggjorde processen for alle parter, endte interviewet med at blive ret hæderligt, og billederne lignede alle fire hinanden. Efter interviewet var blevet udgivet, var der stærke negative reaktioner blandt bladets kvindelige læsere – særligt de unge. De ville sørme ikke skulle tvinges til at se sådan nogle gamle grimme nøgne mænd. Det var herefter, jeg for alvor opdagede, hvordan tonen kan være i de sociale medier. Heldigvis forholdt jeg mig meget distanceret til balladen, jeg følte mig nemlig ikke så gammel, men var dog rystet over, hvordan nogle valgte at omtale andre menneskers kroppe. Altså i direkte modstrid med mit eget forhold til egen og andres kroppe. Ingen krop er i mine øjne grim. Et menneske kan opf’øre sig grimt, men det kan man næppe afgøre på et uskyldigt nøgenportræt.
De forfængelige
Af DRK blev jeg kontaktet efter at have ladet mig interviewe til Naturisten, et foreningsblad. I interviewet – eller medlemsportrættet – fortæller jeg om, at jeg, selvom jeg ind imellem er nøgen sammen med andre nøgne og har det helt fint og afslappet med det, stadig er både blufærdig og forfængelig. Det trickede åbenbart noget i en redaktionsgruppe på DRK, som sad og tilrettelagde en programserie kaldet De forfængelige. I serien af seks programmer, skulle værten Chris Pedersen i hvert afsnit besøge en ny person, som havde sin egen vinkel på forfængeligheden. De ville derfor gerne have en naturist med – for naturister kan nemlig, big surprise, sagtens være forfængelige. Jeg syntes ideen var så god, at jeg sprang på. Resultatet blev sendt fra august 2014 og så seks uger frem. Du vil kunne læse om mine oplevelser med både optagelse og afvikling af det program i et andet indlæg.
Når jeg siger fra
Jeg er også ind imellem blevet kontaktet, hvor jeg har måtte sige fra, fordi konteksten eller konceptet var for mærkeligt for mig. Særligt, da DR kontaktede mig i deres søgen efter mandlige modeller til programmet Sexministeriet med Emil Thorup. Til programmet skulle de bruge en række nøgne mænd, som skulle komme i studiet og lade et debatpanel omtale deres kønsorganer. Særligt penis var omdrejningspunktet for debatten, og ideen var sådan set fin nok. Men da jeg tænkte mig om, kunne jeg mærke, at dette ville være over grænsen for mig. Det er svært at forklare, hvad der så stærkt og klart afholdt mig fra at deltage i et ellers sagligt og respektfuldt tv-program. Det var en mavefornemmelse, tror jeg.