Tanken om at være nøgen på tv vil for de flestes vedkommende nok være skarpt forfulgt af følelsen af ubehag. Men jeg endte alligevel med at smide alt og byde DR-K indenfor.
Første kontakt
Efter at være blevet portrætteret gennem et interview i Naturisten – Danske Naturisters medlemsblad, blev jeg kontaktet af en tilrettelægger på DR ved navn Stine. Hun ringede til mig, og fortalte, at hun sad i en redaktion, som skulle tilrettelægge en programserie til DR-K, Danmarks Radios kulturkanal, og de ledte efter en naturist eller nudist. Hun var i sin research stødt på portrættet af mig, og havde særligt bidt mærke i, at jeg fortalte, at jeg er forfængelig til trods for, at jeg også smider tøjet sammen med andre. I redaktionen havde dette, ved første øjekast, lidt modsatrettede forhold vakt interesse, for programserien handlede netop om forfængelighed hos forskellige mennesker.
Et vist forbehold
Et halvt år forinden var jeg blevet kontaktet af et produktionsselskab, som udvikler, sælger og afvikler tv-koncepter for tv-kanaler. De ville lave en dummy til en række tv-programmer, der skulle handle om unge naturister. Programmerne skulle så sælges til enten DR eller TV2. Jeg indvilgede i at lave dummyen, som kun skulle bruges til salg og illustration af konceptet. Men jeg var en smule betænkelig ved at kunne havne på TV2, en for mig at se lidt for sensationslysten tv-kanal, som ind imellem grænser til tabloid-journalistik. Men produktionsselskabet kunne forsikre mig for, at ingen af optagelserne fra dummyen skulle bruges uden mit samtykke. Selskabet kom på besøg personificeret af en ung journalistinde og en fotograf (det er vist det anerkendte ord for kameramand i den branche). Sammen brugte vi ca tre timer, hvor der blev filmet en masse sekvenser. Alle sammen flere gange, så fotografen havde alt i flere vinkler. Derudover blev jeg også interviewet nøgen foran kameraet og alt var så fint og lige til at gå til for mig. De to udsendte sagde farvel, og jeg kunne blot vente i spænding på at se det sammenklippede resultat. Der gik nogle uger, og jer fik et link tilsendt. Helt generelt var resultatet rigtig fint, men noget var ikke så godt. Jeg blev pludselig glad for, at det kun var en dummy. For ind imellem den ellers så respektfulde filmning og det udmærkede interview, var der klippet nogle dækbilleder ind, som forestillede to meget tæthængende æbler fra det æbletræ, der står i man daværende have. Klipningen var udført på en sådan måde, at æblerne uden nogen tvivl skulle symbolisere et par slapt hængende nosser. En både vulgær, pubertær og forfejlet detalje i fremstillingen af mig som naturist.
Konceptet præciseres
Med denne oplevelse i baghovedet skulle jeg nu forholde mig til, om jeg ville være med på DR-K’s idé. Jeg spurgte Stine, om dette havde noget med den dummy at gøre, som jeg tidligere var en del af. Den kendte hun ikke noget til, og hun fortalte, at det var en idé, som de selv havde arbejdet med på redaktionen. Jeg blev nu mere og mere nysgerrig, og hun fortsatte i telefonen med at beskrive, hvad det hele gik ud på. Værten Chris Pedersen skulle besøge seks forskellige danskere, med hvert deres forhold til forfængelighed. Jeg skulle være en af dem. Stine fortalte mig lidt om, hvad det indebar for mig, og jeg sagde foreløbigt ja. Med sådan en idé var det vigtigt, at jeg fik min kone Rikke med på den. Især, hvis hun selv skulle være en del af programmet. Og det tydede samtalen med Stine lidt på.
Jeg forelagde ideen for Rikke, og hun var ikke afvisende. Jeg havde lidt mere betænkningstid, og vendte tilbage til Stine – igen pr telefon. Vi begyndte her efterfølgende at få strikket et program sammen – jeg var overrasket over, hvor meget indflydelse jeg havde i den forbindelse. Samtidig havde redaktionen nogle klare ønsker. De ville gerne have andre naturister med, de ville gerne tale med Rikke, da hun ikke er naturist, og så skulle det foregå hos mig eller et andet sted, hvor naturister kunne være sammen. Gennem adskillige telefonsamtaler sporede vi os ind på en form: Jeg skulle invitere en flok naturister til middag, og vi skulle spise sammen. Alt dette virkede på mig og de øvrige medvirkende ret konstrueret – for det var det nemlig, men det var slet ikke unaturligt. Min gode ven Carsten og jeg havde nemlig tidligere arbejdet med tanken om at udvikle en form for nøgensamvær som ikke handlede om camping og petanque, som mange mere etablerede naturister nyder. Vi ville egentlig bare hygge i hinandens selskab – og der er mad jo et godt omdrejningspunkt. Så hvor iscenesat det hele faktisk var, så var det ikke langt fra den virkelighed, som jeg gerne så realiseret. Det mest kunstige var måske netop de relationer, der udspiller sig i programmet: Carsten og Anders, som var med som nøgne gæster, kendte slet ikke hinanden til at starte med. Men det fortalte vi ikke på tv.
Produktionen
Vi fik aftalt en dag, hvor hele tv-holdet skulle komme på besøg, og vi fik lagt en tidsplan og jeg inviterede en lille flok af mine naturistvenner. Det var dog kun Carsten og Anders, der endte med at deltage. Andre meldte fra med argumentet, at de ikke ville på tv. Og dette måtte jeg jo respektere. Så selskabet endte med at bestå af Rikke, Carsten, Anders, tv-værten Chris og mig selv.
Da tv-holdet endelig mødte op på dagen, hvor jeg i øvrigt havde været på arbejde og skyndte mig hjem, blev jeg noget overrasket. Holdet bestod nemlig udover værten Chris af to tilrettelæggere, en fotograf og en lydmand. Inden vi optog i stuen – på det tidspunkt var det kun mig og Chris – kom fotografen ind og rekognoscerede; målte lys og den slags fotografiske ting. Han havde faktisk meget stor indflydelse på det endelige resultat, da alle optagelserne jo var afhængige af de fotografiske forhold. Jeg drøftede lidt med Stine, som var den ene af de to tilrettelæggere, der var med på dagen, hvordan det skulle foregå, og hvilke optagelser vi startede med. Chris havde den filosofi, at han ikke ville tale en masse med mig inden vi optog. Simpelthen fordi han skulle forestille at være en gæst, der kom på besøg – og dette ville blive mest troværdigt, hvis vi ikke havde en relation til hinanden allerede. Så Jeg talte først med ham, da han rent faktisk ringede på med en fotograf og lydmand i nakken. Hurtigt viste det sig, at skønt Chris var på udebane og skulle møde en nøgen mand og dennes medsammensvorne, var han hjertelig varm, imødekommende og ikke mindst stor-smilende hele tiden. Jeg har efterfølgende fået indtrykket af, at dette har del seerne lidt. Nogen synes nok Chris er lidt for meget af det gode. MEN når man står der med et helt hold fremmede mennesker, som kommer væltende ind i ens hjem, fotografen er stresset og rynker brynene bag de smarte solbriller, lydmanden kigger på sit tekniske udstyr, og alting går meget stærkt, så er Chris’ væsen guld værd for sådan en som mig – og for Rikke. På ultrakort tid følte vi nærmest, at vi var Chris’ gamle venner, som han var glad for at se igen.
Så var vi igang. Vi optog en hel masse interview-scener i min stue inklusiv de der dækbilleder, som efterfølgende klippes ind, så det ser ud som om, der klippes mellem to kamera. Rikke kom hjem, og så blev hun interviewet. Carsten dukkede op, men han måtte vente. Det samme måtte Anders, da han også kom. Faktisk var der forbløffende meget ventetid. Og jeg er ikke helt sikker på, hvad vi egentlig ventede på. Men jeg tror det var noget teknisk – mest fotograf og lydmand, faktisk.
Undervejs og midt i det hele dukkede det mest oplagte tidspunkt op til, at jeg skulle smide tøjet – det var ligesom uundgåeligt. Programmet handlede om en naturist og hans forfængelighed, så det ville være dårlig fjernsyn, hvis der ikke var en nøgen mand eller kvinde. Og det var i øvrigt en del af planen, så jeg tog tøjet af. Der stod jeg så som den eneste fuldstændig nøgne mand med et tv-hold på 5 mand, min kone Rikke og to venner. Og det interessante er, at det ikke rørte mig – overhovedet. Det var nemlig meningen, at jeg skulle være nøgen. Og jo flere gange jeg oplever at være fuldstændig blottet og afklædt, hvor det er hensigten, jo mere sikker bliver jeg også på, at det er konteksten alene, der afgør om det for mig er naturligt at være nøgen. For i de tilfælde har jeg tillid til omgivelserne. 100%.
En anden tidsfornemmelse
Når man er en almindelig tv-seer, som ikke har noget synderligt kendskab til tv-produktion indefra, er der flere ting, der sådan en dag overrasker. Udover tv-holdets størrelse, så var også deres forhold til tid et andet, end jeg havde ventet. Jeg husker, at der mange gange blev sagt noget i retning af: “Jamen, så er vi klar om et kvarter”, hvorefter der gik omkring en time, inden vi kom videre med optagelser og den slags. Men det rørte ingen af de udsendte, så det rørte heller ikke mig. Måske blev mine venner, som var med, en smule utålmodige. De var heller ikke så beskæftiget, som jeg var med at tage stilling til forskellige ting, mens vi ventede på teknikken.
Intet tøj – ingen lyd! … eller
En teknisk udfordring, som lydmanden stod med, var det forhold, at normalt kan man sætte en mikrofon i tøjet på dem, der bliver interviewet, men når vedkommende – i dette tilfælde mig og senere mine venner – ikke har noget tøj på, må lydsituationen løses på en anden måde. Resultatet blev, at vi havde dug på bordet, når vi sad rundt om det. Midt på bordet under dugen var en bule. Bulen var en mikrofon, som kunne opfange en del af snakken omkring bordet. Bulen blev så gemt af en gryde eller en brødkurv eller noget lign.
Vi fik alle optagelserne i kassen – der var mange. Og Chris sagde som det sidste farvel for rullende kameraer. Vi andre fik tøj på igen, og holdet gjorde klar til afsnittets afsluttende optagelser med Chris ude på vejen foran vort hus. I mellemtiden fik vi lige “debriefet” med Chris og Stine, og aftenen havde ramt Odense.
Studieoptagelser
Efter besøget af tv-holdet gik der kun et par dage, inden vi, Rikke og jeg, tog til København i et familieærinde. Det passede tilfældigvis med, at optagelserne til programseriens intro blev optaget i et studie i DR-byen på Amager. Så den oplevelse fik vi med også. Vi mødte op og blev af Stine eskorteret hen til det studie, hvor optagelserne skulle foregå. Her mødte jeg så alle de andre hovedpersoner fra programserien: Blandt andre en burlesque-danser, en club-kid og en rockabillie. Det var tydeligt, at Chris havde gjort sit indtryk på os allesammen, og stemningen var afslappet, selvom vi skulle stå helt stille i en opstilling som et gruppebillede mens kameraet bevægede sig forbi os. På et tidspunkt blev der sat noget musik på i studiet, det var vist Rikke, der fik sat min mobil til lydanlægget og spillede ‘Happy’ med Pharrell med det resultat, at vi alle pludselig stod og vippede med tæerne. Det var ikke så hensigtsmæssigt, så musikken måtte slukkes igen. Men det var et godt tegn på, at vi alle følte os godt tilpas hos DR og hele det hold, der producerede “De forfængelige”.
Nøgen – nu på tv
Da dagen oprandt, hvor udsendelsen blev sendt, havde jeg slet ikke selv fået lejlighed til at se resultatet. Det er ikke sådan noget man gør – det troede jeg dog, men jeg måtte vente ligesom alle andre. Der var dog nogle udtalelser, som jeg efterfølgende havde fortrudt, jeg havde sagt, så dem var jeg meget spændt på, om de kom med. Og så var det i det hele taget spændende at se, hvordan vi blev fremstillet på det. Jeg føler lidt, at jeg var ekstra udsat, nu hvor jeg oven ikøbet også var nøgen og skulle fortælle om noget så gammeldags og nørdet som naturisme. Men som jeg måske kunne have forventet, så var Danmarks Radios fremstilling af os både sober, respektfuld og meget lødig. Og den tillid, man har brug for som nøgen i andres samvær – og i endnu højere grad, når man bliver filmet til tv, den respekterede de til fulde.