Selvom jeg er meget nøgen – måske mere end de fleste – og meget gerne i andres selskab, er jeg stadig meget blufærdig og forfængelig.
Da jeg tilbage i starten af 90’erne kom i puberteten, blev mit forhold til min krop en kompliceret affære. Det kan de fleste formentlig indrømme gælder for dem også. Jeg var dog præget af en blufærdighed så gennemtrængende, at jeg i drengenes omklædningsrum i forbindelse med gymnastik i folkeskolen helst ville klæde om, når der ikke var så mange andre. Desuden fandt jeg altid den samme plads tæt ved døren, så jeg kunne komme hurtigt ud igen. Jeg skyndte mig altid at blive færdig, så tiden uden tøj på var kortest mulig. Jeg brød mig ikke om at have bare ben eller bare arme. Og jeg gik aldrig med shorts i de senere klasser. Simpelthen fordi jeg ikke rigtig var på bølgelængde med mine egne ben. De var tynde og grimme, syntes jeg. Det samme var egentlig resten af min krop. Jeg så med misundelse på de andre drenge, som med største selvtillid og tilfredshed kunne rende helt nøgne rundt i omklædningen og pjatte, slå med håndklæder, lave helikopteren og ellers bare være ligeglad med, hvordan de så ud. Sandheden var jo nok en lidt anden. For det var for det første, ikke alle drengene, der rendte rundt på den måde. Kun få – men de fyldte til gengæld en hel del. Og hvordan de reelt havde det med deres krop, kunne jeg af gode grunde ikke vide. Men jeg forestillede mig, at de var glade for deres krop og turde en hel masse, som jeg ikke turde.
Marts 2014 var jeg som underviser afsted på en studietur med en stor flok studerende og en række kolleger. På dagen, hvor vi skulle flyve hjem, valgte jeg at klæde mig behageligt og let. Jeg iførte mig bukser, en tanktop og udover den en striktrøje med lynlås. Da jeg senere samme dag stod i lufthavnens securityområde og skulle gennem metaldetektoren, slog lynlåsen alarm, og jeg blev bedt om at tage trøjen af. Nu vendte omklædningsrummets komplekser tilbage, og jeg følte mig ekstremt blottet, fordi jeg skulle stå iført en tanktop. Og altså skulle blotte mine bare, tynde arme.
Oplevelsen i lufthavnen er i skrivende stund ikke to år gammel. På det tidspunkt havde jeg været erklæret nudist i otte år. Jeg havde oplevet masser af min egen nøgenhed og følt mig godt tilrette som sådan. Men nu oplevede jeg, meget tydeligt, at jeg stadig havde – og dermed formentlig stadig har – komplekser klistret til min egen krop.
Da jeg i sin tid tog den beslutning, som siden skulle vise sig at have været en stor en, om at deltage på en naturistsommerlejr for unge mennesker, var det for at gøre op med min egen blufærdighed. Jeg ville vide, om jeg kunne se min frygt for andres blikke i øjnene, og bede den venligt men bestemt om at forsvinde for altid. Jeg ville kunne ranke ryggen og rette mit eget blik mod et sundt forhold til kroppen – ikke bare min egen krop, men kroppen som et generelt fænomen. Jeg ville kunne sige til mig selv: “Det her er min krop, og den er jeg stolt af – uanset, hvordan den ser ud.” Så forestil dig glæden, da disse ret store ønsker imidlertid gik i opfyldelse. Det må være sådan det føles, når man er en eventyrfigur, der møder en gavmild og venlig ånd, der kan opfylde tre ønsker – og gør det. Men som i ethvert eventyr er der visse begrænsninger forbundet med ønskerne. Enten er der alvorlige bivirkninger, eller også fortager ønskernes virkning sig efter noget tid. For mit vedkommende var det det sidstnævnte begrænsning, der gjaldt. For den fulde effekt af den positive virkning af mødet med andre nøgne mennesker – og min egen krop – er afhængig af situationen. Jeg hviler således allermest i mig selv, når jeg er midt i den sociale nøgenhed. Min blufærdighed er mindst, når jeg deler nøgenheden med andre.
Som nudist er jeg stadigvæk blufærdig. Men mit syn på min egen krop og på andres har alligevel ændret sig siden det startede for mit vedkommende. Jeg har set, at der er andre måder at leve med sin krop på, og der er andre kroppe end lige de smukke kroppe, som pryder mediebilledet. Der er så mange andre dejlige sider af mig og alle andre mennesker end dem, man kan se med det blotte øje. Og så er jeg kommet frem til, at andre gerne må se min krop. Faktisk tror jeg på, at det er sundt for os allesammen, hvis vi kan vise os selv for andre, sådan som vi nu engang ser ud.